Kronisk Prostatitis
Kroniske underlivssmerter hos mænd kaldes kronisk prostatitis!
Smerter i underlivet - Kronisk prostatitis
’Jeg har ikke siddet ned i flere år uden smerter’
’Jeg kan ikke holde ud at have bukser på’
’Det føles, som at have en golfbold i numsen!’
Alle udsagn fra frustrerede mænd i klinikken, der har uforklarlige smerter i underlivet. De har haft symptomer i lang tid, nogle i flere år inden de kontakter klinikken.
Kroniske smerter i mere end 3 måneder eller tilbagevendende smerter i underlivet kaldes også for kronisk prostatitis. Det er en betegnelse for inflammation i prostata enten på grund af en infektion, hvor der findes bakterier i sædvæsken, eller en tilstand uden bakterier men med smerter og andre symptomer. Denne form er den mest udbredte.
Mellem 8 – 25% af alle mænd oplever denne tilstand på et tidspunkt i deres liv. Kronisk Prostatitis kan opstå hos mænd i alle aldre, men ses oftest hos mænd mellem 30 og 50 år (1). Halvdelen har smertesymptomer.
Symptomer på kronisk prostatitis
Hovedsymptomet på kronisk prostatitis er smerter i underlivets strukturer: bækkenbundsmuskler, blære, urinrør, penis, testikler, anus og endetarm. Symptomerne kan også være stikkende eller sviende fornemmelse, spænding bag pungen i mellemkødet og endetarm, varme/kulde, eller lignende sanseforstyrrelser i området.
Andre typiske symptomer er:
- Rejsningsforstyrrelser
- smerte ved sædafgang
- smerter efter samleje
- Blæreproblemer som øget tissetrang og behov for at tisse om natten (urgeinkontinens og nucturi).
- Manglende kontrol af blæretømning; Det er svært at starte vandladning, strålen er svag eller bliver afbrudt og man tisser kun små portioner. Ufuldstændig vandladningen (urinretention) med ’efterdryp’ eller der opstår et behov for at presse urinen ud.
- Svie eller smerte ved vandladning.
- Tarmproblemer med forstoppelse, ondt i maven, oppustethed, diarré, som kan optræde sammen med symptomer i underlivet eller som eneste symptom.
- Smerte eller andre symptomer i ben, lysker og lænd.
Behandling af kronisk prostatitis med specialiseret fysioterapi
Kronisk prostatitis og bækkensmerter kan være både fysisk og psykisk belastende – men der findes effektiv og skånsom behandling. I min klinik tilbyder jeg en helhedsorienteret tilgang, der tager udgangspunkt i Dr. Anderson og Dr. Wise’s veldokumenterede behandlingsprotokol, som har hjulpet mange mænd med kroniske underlivssmerter og prostatitis. Min tilgang bygger på mange års erfaring, evidensbaseret viden om fysioterapeutisk behandling af underliv hos mænd og en dyb forståelse af kroppens systemer. Jeg kombinerer manuel terapi, organbehandling, træning og psykoeducation for at genoprette lyst og tillid til kroppen.
En helkropslig tilgang til prostatitis
Behandlingen fokuserer ikke kun på underlivet, men på hele kroppens systemer. Jeg arbejder med både udvendige og indvendige strukturer for at løsne spændinger, forbedre blodgennemstrømning og støtte kroppens naturlige heling.
Udvendig behandling
Manuel behandling af muskler og bindevæv på kroppens yderside, der påvirker bækkenets funktion.Indvendig behandling via endetarmen
Skånsom og respektfuld manipulation af prostata og de omkringliggende strukturer, som ofte lindrer symptomer som smerter, trykken og vandladningsproblemer.Organterapi og manuel behandling
Jeg anvender specialiseret organterapi for at sikre optimal nerveforsyning og blodcirkulation til prostata, blære, endetarm og omkringliggende væv. Gennem blid, men præcis manuel behandling arbejder jeg med kroppens fascier og forbindelser mellem organer, bækkenbund og centralnervesystem. Dette understøtter regulering af det autonome nervesystem og fremmer balance i hormonelle og neurologiske kredsløb.
En behandling med respekt for dig og din krop
Jeg ved, at behandling af underlivet kan føles grænseoverskridende. Derfor foregår al behandling med stor blidhed og respekt for dine grænser og den tilstand, din krop befinder sig i. En vigtig del af forløbet er også at arbejde med:
- Tolkning og accept af kroppens signaler
- Smertehåndtering og kropsbevidsthed
- Stressreducerende øvelser og livsstilsvejledning
Tværfagligt samarbejde med urolog
Jeg samarbejder med en urolog for at sikre faglig sparring og et bredt perspektiv på din behandling. Mange patienter har allerede været igennem urologisk udredning og medicinsk behandling, men det er ikke et krav for at starte hos mig. En urologisk vurdering kan også foregå sideløbende med fysioterapeutisk behandling.
Årsager til kronisk prostatitis
Forskning giver ikke et klart svar på hvorfor man udvikler denne lidelse.
Symptomerne kan i nogle tilfælde optræde efter behandling for bakteriel prostatitis eller biopsi af prostatavæv. Ved kronisk bakteriel prostatitis kommer bakterierne ofte igen efter endt antibiotikabehandling. Derfor henviser de kliniske guidelines til at behandle prostatitis fra flere vinkler, og ikke ensidigt med medicinsk behandling.
Der er nødvendigvis ingen sammenhæng mellem bakterier og symptomer på smerte (4). Hvorimod psykologisk stress, tidligere infektioner og nedsat immunforsvar spiller en rolle.
Behandling skal målrettes symptomerne, og fysioterapi kan gøre en forskel (5).
Sex og smerter
Kan man dyrke sex, når man har kronisk prostatitis?
Det er ufarligt at dyrke sex, når du lider af kronisk prostatitis. Kronisk bakteriel prostatitis smitter ikke din partner ved sex. Du kan dog have udfordringer i form af smerter under eller efter sædafgang, smerter i form af kramper i bækkenbunden eller lignende, som kan forstyrre din rejsning, så et samleje ikke kan gennemføres. Derudover kan din lyst være påvirket af hvordan du har det med dine symptomer. Mange mænd er meget påvirket psykisk, oplever modløshed og endda depression. Dette kan føre til impotens. Tilstanden vil ændre sig i takt med at symptomerne behandles og lindres.
Ønsker du at være far, er der god grund til at få undersøgt din sæd, da der desværre er en sammenhæng mellem kronisk prostatitis og nedsat sædkvalitet (6).
Konsultationer efter aftale
Kontakt for mere information eller tidsbestilling
Har du behov for fysioterapi? Bestil en konsultation online eller ved at ringe, skrive til klinikkens mail/SMS.
Kontakt også gerne klinikken med spørgsmål om en behandling er relevant for dig. Du er også velkommen til at søge råd om og vejledning i, hvad du selv kan gøre.
Telefonen besvares imellem behandlinger og er åben alle ugedage fra kl. 9 – 15